Pressemeddelelser

Burger King får nyt udseende for første gang i over 20 år

08/01/2021 - 09:00

Burgerkædens nye branding og logo signalerer Burger Kings udvikling inden for kvalitet, bæredygtighed og digitalisering

Siden 1954 har Burger King opfordret gæsterne til at “Have it your way” – og nu tager burgerkæden et spring ind i det nye år og introducerer et helt nyt visuelt design, som vil være en rød tråd i hele gæsteoplevelsen. Det nye look markerer den første fuldstændige rebranding i over 20 år og viser ifølge burgerkæden et mere autentisk udtryk af Burger Kings værdier. Afsløringen signalerer et stærkere fokus på den digitale oplevelse og Burger Kings udvikling inden for smag, råvarekvalitet og udfasningen af kunstige tilsætningsstoffer – ligesom det også er en forpligtigelse til et ambitiøst fokus på bæredygtighed.

Burger King præsenterer et helt nyt logo, indpakning, merchandise, menuer, uniformer og indretning i restauranterne såvel som en digital opdatering. Slutresultatet er et nyt look, der repræsenterer fremtiden, men udspringer af kædens historiske arv, og hvad gæsterne forventer og elsker ved Burger King.

”Den nye visuelle identitet viser, at vi vil tilbage til kernen af, hvad Burger King er. Der er fuld fokus på forkælelse, gode råvarer og velsmagende mad. Det viser et mere tidssvarende billede af Burger King, hvor vores gæster mærker, at vi bevæger os mod en højere kvalitet og renere råvarer – både når de kommer i restauranterne, og når de bestiller maden hjem til sig,” siger Daniel Schröder, marketingchef i Burger King Danmark.

Burger Kings nuværende logo har repræsenteret restauranten siden 1999, men siden da er der sket meget, og der bruges i dag et mere digitalt og moderne designsprog. Det nye minimalitiske logo sammenfletter det moderne udtryk med kædens lange historie. Farverne er fremtrædende og leder tankerne hen på Burger Kings ikoniske flammegrill og friske ingredienser.

I restauranterne vil man se det nye design – både medarbejdere i nye uniformer og ny emballage til maden. Stilen er både moderne og klassisk med fremtrædende farver og mønstre. De nye emballager viser det nye logo og farverige illustrationer af ingredienserne i maden.

”Design er ét af de mest essentielle værktøjer, vi har til at kommunikere, hvem vi er og hvilke værdier vi har. Det spiller en væsentlig rolle i at give vores gæster lyst til maden og give dem den bedst mulige oplevelse. Vi vil bruge det nye visuelle look til at få vores gæster til at crave vores mad,” siger Raphael Abreu, Restaurant Brands International Head of Design.

Fra starten af 2021 vil man kunne spotte den nye visuelle identiet, og over de næste par år vil Burger King rulle tiltagene ud til deres restauranter hele verden over.